Hobro (3)

Velkommen til Hobro

Hobro - byen for enden af Mariager Fjord

I finder Café K på havnen i Hobro - lige der hvor Danmarks smukkeste fjord, Mariager Fjord ender. På vores café kan I ikke blot nyde lækre retter, I kan ligeledes nyde udsigten til fjorden, havnen og det hyggelige maritime miljø.


Café K er ret genkendelig. Hvis I spejder efter tre mindre røde pakhuslignende træbygninger, samt en større gul træbygning, har I fundet os. Stilen i det nybyggede gule er stærkt inspireret af det andet gule pakhus på Hobro Havn, som huser Lystfartøjsmuseet. Dette museum er en del af Nordjyske Museer, hvor I kan gå på opdagelse i fortællinger om fjorden, samt lystsejlads gennem tiderne.


Ved siden af Lystfartøjsmuseet ligger Det Røde Pakhus – vores nabo, der fungerer som et slags kulturhus med årlige aktiviteter som fx kunstudstillinger, koncerter, teaterforestillinger og meget mere.

 

Hobro Havn

Hobro Havn er et kulturelt mødested med både ishuset Den Blå Fisk (kig efter en rød bygning med en blå fisk på taget), Himmerlands Teater, GASmuseet og Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord, hvor sidstnævnte består af både Hobro Træskibsværft og Skibstømrerhuset, der fra tagterrassen har en fantastisk udsigt ud over Mariager Fjord og Hobro by.


Kig ind i Skibstømrerhuset når der er åbent og se bl.a. skelettet og hjertet fra den sejhval, der gæstede Hobro Havn i 2019. Går I en tur langs værftstien kan I se de mange smukke træskibe, samt det udførende arbejde på Danmarks ældste træskibsværft Hobro Værft. Her bygger de bl.a. efter de gamle klinkbåd-traditioner, der faktisk er anerkendt af UNESCO som levende kulturarv.

 

Verdensarv i Hobro

Noget andet der er anerkendt af UNESCO og som i september 2023 kom på UNESCO’s Verdensarvsliste er vikingeringborgen Fyrkat – der ligesom Lystfartøjsmuseet også er en del af Nordjyske Museer.


Vikingetiden fylder en del i dette område – og Hobro er uden tvivl vikingernes hjemstavn. Vikingerne sejlede hele vejen gennem Mariager Fjord og ud til Fyrkat, hvor Harald Blåtand fik opført en af de i alt fem danske ringborge. Alle de fem ringborge er på UNESCO’s Verdensarvsliste – og især Fyrkat i Hobro er et besøg værd. I sommerperioden kan I komme med på guidede rundvisninger på ringeborgen samt opleve vikingelivet på den nærtliggende Stormandsgård, hvor vikingerne har sin gang. Her er arbejdende værksteder, vikingekamp og spændende fortællinger om vikingetiden. Fyrkat gemmer på mange spændende historier, bl.a. fundet af en vølve i en grav uden for ringborgen. Vølven menes at være datidens troldkvinde, og i graven blev der foruden vølven fundet flere smykker samt et bæger hvori der lå særlige urter, der kunne frembringe diverse hallucinationer. Vølven er blevet begravet i fin stil – nærmest som en kongelig begravelse, hvilket ikke er set andre steder i Norden.


Kilde: Nordjyske Museer og Nationalmuseet

 

Café K og Fyrkat

Fyrkat og stedets historie kan I selvfølgelig høre mere om, hvis I besøger Vikingemuseet Fyrkat, men faktisk har indehaver af Café K, Kim Vintersbølle tilmed drevet restauration på Fyrkat i 10 år. Dette var inden han slog han folder på både Hotel Amerika i yderligere 10 år, for efterfølgende at overtage caféen på havnen i 2012. Møder I ham i caféen en dag, kan I helt sikkert få en sludder og god historie fra hans tid på Fyrkat.


 

Til fods eller på cykel

Blot 1 km fra Café K finder I Panorama-ruten - den 10 km lange certificerede vandrerute, der snor sig i det bakkede landskab mellem Hobro og Bramslev Bakker. Naturen er enestående og udsigten ud over Mariager Fjord er bjergtagende – der er ikke noget at sige til at vandreruten har fået det navn den har.

Ønsker I at korte vandreturen lidt af, kan I med fordel hoppe på turbåden Svanen, der sejler mellem Hobro, Bramslev Bakker og Mariager hele sommeren – samt i foråret og efteråret.


Er I mere til en tur på jernhesten, kan en cykeltur rundt om Mariager Fjord måske give appetit. Cykelruten Mariager FjordrutenRute 32 går gennem hyggelige landsbyer, smuk natur og selvfølgelig går den lige forbi Hobro Havn og vores hyggelige café. Mon ikke der er appetit til et lækkert måltid, efter en dag på enten cykel eller i vandrestøvler?


Vil I vide mere om vores skønne by – og området omkring, kan I med fordel klikke ind på Visithimmerland.dk og få inspiration til gode oplevelser i Hobro. 

Midgårdsormen i Hobro

Vi varmer op til en skøn sommer, hvor der uden tvivl bliver gang i den. Blomstermanden Johnny Haugaard vil denne sommer skabe en turistattraktion af de helt store. En Midgårdsorm, der måler ca. 4 meter i diameter og knap 4 km lang, vil sno sig fra havnen, gennem byen og ud tilFyrkat. Midgårdsormen vil gå over og under jorden, og flere steder vil man kunne gå ind i den.


Midgårdsormen er skabt af træpinde - og du kan være med til at skabe den!


Når du er ude at gå i fx Østerskoven eller på Panorama-ruten og "falder over" en flot træpind (ca. 4-10 cm i diameter og fra en halv til en hel meter lang), så snup den med og aflever den på GASmuseet (på græsplænen ved parkeringspladsen ved siden af GASmuseet). 


Vi glæder os til at se resultatet af denne nye enorme kunstinstallation, der vil stå færdig til juli. Selve opbygningen af Midgårdsormen vil foregå i maj måned.

Mættet på oplevelser?


Bestil bord på Café K og få stillet sulten efter en dag fyldt med skønne oplevelser ved Mariager Fjord. 

Ring for bordbestilling +45 98 51 18 50